Pension er en del af mit liv som sygeplejerske. Jeg bruger en relativt stor del af min løn i en bunden solidarisk pensionsordning og har som mål, at pensionen kan sikre mig selv og familien i min alderdom og sikre, hvis jeg dør før pensionsalderen. Jeg har også som mål, at vi i pensionskassen hjælper hinanden og sikrer hinanden, hvis uheldet rammer. Hvis vi rammes af sygdom, arbejdsløshed eller dør skal fællesskabet træde til. Når disse mål skal opfyldes har jeg en række krav og forventninger til min pensionskasse, som jeg vil bidrage med at opfylde.
Pensionens størrelse skal kunne sikre den enkelte. Som udviklingen tegner omkring os skal vores indbetaling til pension hæves. Derfor støtter jeg også strategien i DSR om at hæve pensionsindbetalingen både af løn og af fx. ulempetillæg.
En stigende pensionsalder har betydning for hvert eneste medlem. Derfor fokus på en aktiv personalepolitik også for seniorer.
Som delegeret vil jeg være med til at sætte rammer og retning for de investeringer, pensionskassen skal lave for at sikre en ordentlig forrentning. Der skal sættes etiske og fx. miljømæssige rammer så investeringerne bruges aktivt. Vi skal sammen sætte rammer for fx. kritisk sygdom, så det område udvikles i takt med medlemmernes behov.
Pensionskassen skal have tidligere kontakt med de unge sygeplejersker, der skal have mere viden om, hvordan deres arbejdsliv påvirker pensionen, så de tidligere kan få overblik.
Det og meget mere vil jeg arbejde for. Tak for din tillid.
|